Campingmøbler til alle formål

Når du skal indrette din campingvogn, findes der et væld af forskellige campingmøbler; borde, stole, opbevaringsløsninger.

Styr på stumperne

Når man skal indrette et rum med begrænset plads, er gode opbevaringsløsninger essentielt. De mobile opbevaringsløsninger er skabt til anvendelse både ude og inde, i campingvogn og fortelt. Med et foldeskab fra WeCamp, får du f.eks. et skab, der let og elegant kan klappes sammen til en lille taske. Foldeskabe gør det nemt at rydde op og holde styr på stumperne.

 

Opbevaringsløsninger fås i mange forskellige bredder og højder, så I kan finde en løsning, der er som skræddersyet til jeres campingvogn.

Lette og behagelige campingmøbler

De bedste campingmøbler forener en lav vægt med høj komfort – det gælder bl.a. de populære mærker Wecamp og Westfield.

WeCamp designer campingmøbler i høj kvalitet til lave priser. Mærket, der blev lanceret af Camper Fritid i 2011, har et bredt sortiment af campingmøbler: Drømmesenge, positionsstole, fodskamler, sideborde, køkkenborde, skabe osv. Også Westfield har et stort sortiment af lette og behagelige campingmøbler: Skamler, liggestole, borde, hynder osv.

De fleste campingborde har justerbare ben, så de står godt fast på ujævnt terræn, og bordpladerne tåler store skift i temperaturen. Mange campingmøbler er multifunktionelle, f.eks. kan skamler både bruges til at sidde på og som små borde.

Tekstiler for enhver smag

Udover campingmøbler fås en lang række tekstiler, der kan sætte prikken over i’et. Med tekstiler kan du skabe lige den stil, du ønsker, i din campingvogn. Der findes tekstiler til campingvogne i enhver stilart – de et typisk smudsafvisende, nemme at rense og velegnet til brug både ude og inde.

Du kan supplere de praktiske camping tekstiler med hjemmelavede puder, duge, gardiner osv., så du kan skabe din egen unikke campingvogn. En campingvogn kan indrettes i 50er retrostil, westernstil, minimalistisk, romantisk osv. Du kan følge moden og indrette med prikker, patchwork, tern, striber, ugler eller kaniner – kun fantasien sætter grænser.

Campingvogn i diner-stil

Hvis du skal indrette en brugt campingvogn, er diner-stilen et oplagt valg. En diner er en nordamerikansk restaurant, der serverer klassiske amerikanske retter i en uformel atmosfære. Diner-arkitekturen er karakteriseret ved rustfrit stål og neonskilte.

Diner-stilen i campingvogne kendetegnes bl.a. af pastelfarver, retro metalskilte, skaktern, afrundede hjørner, farvet plast og læder, billeder af 50er-biler og 50er-kjoler, milkshake, sugerør og confetti.

Vi har været rundt på en række amerikanske camping blogs og fundet eksempler på, at man sagtens kan få en toplækker indretning i en campingvogn af ældre dato.

Roadtrip Memories fra www.roadtripmemories.com

Klassiske skaktern

The Fancy Farmgirl fra www.thefancyfarmgirl.com

Pink glas og sugerør på kølig tyrkis baggrund

Cottage Hill fra www.lindycottagehill.blogspot.dk

Forårsfarver og retrostil

Tin Can Tourists fra www.tincantourists.com

Skakternet gulv og tyrkise sæder

Luksus campingvogne i alle stilarter

Camping er ikke hvad det har været – moderne campister vil have luksus campingvogne. De går ikke på kompromis med komforten, og de vil have alle moderne bekvemmeligheder med på ferie: Gulvvarme, varmt vand, fjernsyn, computer, internet, ergonomiske stole og borde, tykke madrasser, lækkert køkkenudstyr og en veludstyret feriegarderobe.

Det kræver velindrettede luksus campingvogne med mobile og fleksible opbevaringsløsninger. Men luksus campingvogne er meget mere end toptunet funktionalitet og komfort. Det er også æstetik i form af raffinerede detaljer som lyst læder, hvide køkkener, LED-lister, brede døre med spejle, skuffer med softclose og strømlinede greb, ovenlysvinduer og meget mere.

Tekstiler i luksus campingvogne er et kapitel for sig. Man kan vælge fra et bredt udvalg af lækre skind til siddepladser og tekstiler til gardiner, sengetæpper og puder. Det gælder også forteltet, hvor man kan indrette sig med både gulvtæpper, gardiner og liggestole i topkvalitet.

Luksus campingvogne kan holde i en generation, så det er fornuftigt at vælge et tidløst design. Tekstiler kan dog skiftes ud, så her kan man rigtig slå sig løs.

Fortelte kan indrettes personligt og hyggeligt ude og inde med lyskæder, lanterner eller vimpler. Indenfor kan drømmesenge, tæpper, puder og plaider slå en hvilken som helst stemning an: Minimalisme med florlette hvide gardiner, orientalisme med persiske tæpper og marokkopuder, retrostil med polkaprikker, safaristil med dyreskind osv.

Luksus campingvogne kræver luksustilbehør; møbler, service og kogegrej osv. For at skabe en hjemlig og personlig stil er det en god idé at kombinere det ultralette, pladsbesparende og funktionelle campingudstyr med ting, som man kunne finde i et stemningsfuldt sommerhus; ting som ikke er superpraktiske i campingvogne, men som af samme grund signalerer overskud og luksus, f.eks. kunst på væggen, espressomaskine, silkepuder, damaskdug, et ægte tæppe, en designerlampe eller bare en stor flot vase.

Sarah Pratt har designet denne campingvogn med hvide polkaprikker på støvet blå baggrund – nogle af prikkerne er tredimensionelle og rummer små udstillinger.

Den polkaprikkede campingvogn er fra den sydafrikanske campingplads The Grand Daddy.

Personlig indretning af campingvogne

Kun fantasien og pengepungen sætter grænser for indretning af campingvogne. Nye campingvogne tilbyder et væld af muligheder for en praktisk og personlig indretning. Moderne campingvogne kombinerer funktion og æstetik i deres indretning, så både mor og far kan finde den helt rigtige stil.

Med brugte campingvogne er der ligeledes frit spil for en unik og kreativ indretning – indenfor og udenfor. Moderigtige campister kan finde på at male polkaprikker på vognen eller hænge hjemmelavede vimpler, lyskæder eller rispapirlamper op, og fastliggere sætter pelargonier i altankasser. Retrostilen trives også indendørs i form af gasblus, køleskabe og kaffekander i 50er-stil.

Når pladsen er begrænset, gælder det om at indrette sig rationelt med lige linjer og multifunktionelle møbler osv., men det må ikke være på bekostning af hyggen. Strømlinede campingvogne kan sagtens få tilført humor og hygge, f.eks. i form et skakternet gulv, en storblomstret dørmåtte eller et rokokospejl, hvor rammen er malet lyseblå.

Med maling og tekstiler kan man relativt nemt customize brugte campingvogne, så de får en spændende indretning. Med gardiner, sengetøj, pudebetræk, duge, liggestole osv. kan I relativt billigt føre jeres personlige stil helt igennem. Tapet er også en mulighed. Gamle skabslåger kan f.eks. tapetseres og efterfølgende lakeres, så de bliver nemme at holde rene. En lækker detalje er at tapetsere bagsiden af et gammelt køkkenskab og male hylderne i en matchende farve – vælg en stil, der passer til jeres tallerkner, kopper og glas.

Campingvogne skal emme af feriestemning, så hvorfor ikke kreere en indretning med humor, f.eks. ved at sætte små sjove metalskilte op på toilettet eller skrive filmcitater direkte på væggen. Bare giv den gas – det kan altid males om.

Lyseblåt rokokospejl
Skaktern på gulvet og farverig borddækning
Blomstertapet bagerst i et køkkenskab